ANONYMITET

Som bruger af centerets rådgivning har du ret til at være anonym. Din anonymitet sikres ved, at vi ikke kan se dit nummer, når du ringer, eller din IP-adresse når du chatter og ved at vi ikke stiller krav om at kende dit navn. Vi gør dog opmærksom på, at hvis vi bliver bekendt med, at der aktuelt foregår overgreb og du fortæller os dit fulde navn, og hvor du befinder dig, gør loven om underretningspligt sig gældende. Læs mere om tavshedspligt og underretningspligt.

Formålet med din anonymitet er, at du kan føle dig tryg ved at søge og modtage hjælp i centeret. For at give dig støtte og hjælp behøver du ikke at give os dine stamoplysninger; dit navn, bopæl, alder med videre. Men vi vil gerne vide de ting, som du føler, er vigtige, for at vi forstår din situation, og på bedst mulig vis kan give dig den hjælp, du har brug for.

Når du benytter dig af centerets rådgivning, vil rådgiverne også kun fortælle deres fornavn. Det er ikke muligt at få rådgivernes fulde navn, og det er heller ikke muligt at bestille tid hos den samme rådgiver.

Når du henvender dig til rådgivningen, vil din henvendelse blive registreret i anonymiseret form på et skema. Registreringerne har ene og alene til formål at dokumentere vores arbejde og bruges således kun til statistik.