FYSISKE OG PSYKO-SOCIALE REAKTIONER

Fysiske reaktioner

Når et barn er blevet groft seksuelt krænket, i form af vaginalt eller anal penetration, vil visse fysiske indikationer kunne pege herpå. Små og store flænger og rifter, opsvulmethed, udflåd, rødmen, blødninger og/eller smerter i underliv er typiske fysiske tegn hos børn, der er blevet groft seksuelt krænket.

Man kan sige, at hvis der er tegn på vaginale eller anale læsioner, så kan der være god grund til at undersøge barnet nærmere.

Psykosociale reaktioner
Seksuelle overgreb kan medføre ændringer i barnets sociale adfærd.

Træthed og koncentrationsbesvær

Nogle børn kan opleve træthed og koncentrationsbesvær, hvilket kan være som følge af at barnet krænkes om natten eller i sin egen seng og dermed ikke får den søvn, barnet har brug for eller føler ubehag og frygt for at sove i sin egen seng.

Frygten for flere overgreb kan holde nogle børn søvnløse med træthed til følge. Koncentrationsbesvær kan også forekomme, fordi barnet har mange forvirrende tanker og ofte en stor hemmelighed at bære rundt på.

Angst og usynliggørelse
Nogle børn udsat for overgreb kan føle sig angst og trække sig ind i sig selv i ønsket om at gøre sig helt usynlige. De ønsker (på overfladen) ingens opmærksomhed og gør derfor alt for at være så ikke-eksisterende som muligt. Dette kan ske som led i, at de kan have erfaret, at opmærksomhed og synlighed knyttes sammen med overgreb, og/eller de kan leve under forhold, hvor det at gøre sig usynlig kan føles som et vilkår. Samtidig kan det måske være nemmere at holde på sin hemmelighed, hvis ikke man gør noget væsen af sig.

Agressiv og overseksualiseret adfærd

Andre børn reagerer udad med aggressiv og iøjenfaldende adfærd. Hos nogen ses endda overdrevent og ikke-alderssvarende seksuel leg, viden eller sprog, enten alene eller med andre. De kan måske prøve at tvinge andre børn til at deltage eller engagere sig i upassende seksualiseret adfærd med voksne, eller udøve seksuel selvstimulering foran andre mennesker, fx i skolen.

Manglende tillid, hyperaktivitet og misbrug

Der kan også være andre forandringer i barnets opførsel, fx mindre tillid til andre, hyperaktivitet, misbrug af alkohol og stoffer, mistroiskhed og løben væk hjemmefra. Nogle, men ikke alle, kan udvikle symptomer på PTSD (post traumatisk stressforstyrrelse), kan have selvmordstanker og faldende akademisk formåen.